Ukendt land

PRESSEMEDDELELSE                                                                                                              26.maj 2022

 

Den verden, vi kender, er i opløsning i billedkunstner Helene Høms sommerudstilling ”Ukendt land”, der åbner den 1. juni 2022 i Undreværket i Gudhjem.

Udstillingen, der består af oliemalerier og mixed media på papir, er samtidig gennemstrålet af lys.

– Jeg har arbejdet med at lade landskaber og motiver gå i opløsning for øjnene af beskueren. På den måde håber jeg, at mine billeder giver mulighed for at betragte verden med nye øjne i en tid, hvor jeg tror den egenskab er afgørende. Vi kan ikke vende tilbage til det, vi kendte før 24. februar, siger hun.

– Samtidig har lyset fundet vej ind i mit atelier og dermed ind i de værker, jeg viser i år. Så udstillingen er overraskende nok blevet fuld af håb. Jeg tror, vi har brug for en ny måde at være mennesker på og være verden på, og her kan kunsten forhåbentlig gå forud og formidle noget i os, der endnu ikke er manifesteret.

 

I UKENDT LAND omdanner Helene Høm de bornholmske landskaber til åndelige tilstande. Et sted mellem realisme og mystik skildrer hun en verden i opbrud, hvor mennesket må reorientere sig radikalt.

Helene Høm (f.1972) er femte generation i en bornholmsk kunstnerfamilie, der går tilbage til Hjorths Keramikfabrik og Bornholmermalerne. Naturen omkring Gudhjem og Melsted og det særlige bornholmske lys er helt centrale, ligesom en koloristisk følsomhed er grundlæggende for hendes arbejde.

Hun har arbejdet som billedkunstner siden 2018, og er oprindeligt uddannet performer (BA) fra det norske statsakademi ”Akademi for scenekunst” i 2004 (uudannelsen hedder i dag Norwegian Theatre Academy / NTA).

– I en tid, hvor vi nemt kommer til at se ”sort /hvidt” på tingene, bliver nuancer vigtige. At der i noget som forekommer blåt, findes utallige nuancer af lilla, orange og grønt, er det samme som, at en holdning, en kultur eller et menneske, aldrig er så enkelt, som det måske lige forekommer. Så jeg har forsøgt at male mig vej frem. Nuancerne er blevet en måde at kortlægge ukendt land på, og sådan opstod udstillingens titel.

 

ÅBNINGSTIDER:

  1. juni – 31. juli: Ons – lør kl.12-17
    17.- 27. august: Ons – lør kl.12-16
    17. – 25. september: Alle dage kl.12-16

 

Lukket Uge 24 pga. udstilling i Palivaren på Christiansø. Lukket lørdag 23. juli 2022 (da Undreværket arrangerer  BIGFestival, Bornholms Internationale Gadeteaterfestival).

 

Sted: Undreværket, Kirkevej 2, 3760 Gudhjem

www.undrevaerket.dk

 

Kontakt

Helene Høm 26131883

besked@helenehoem.dk

www.helenehoem.dk